Fraværsprocenter

- - - 








Sommerens sidste dage løber langsomt ud. 
Langt forude, på vejen jeg vandrer ad, rører mine øjne solens bakke. 
Jeg forstås af det, jeg ikke kan forstås af, dets indre lys tager mig.

-

På denne afstand lader det mig op,

det gør mig til det jeg allerede er
om så jeg aldrig når det. 



Snart bærer bevægelsen mig videre,
den svarer min egen bølge, mens alt hvad jeg mærker
er vinden mod mit ansigt. 







- - - 

Eftersyn

- - -







Vi er her endnu, tag ikke fejl, før som nu lukker du os ind.
Ude som inde lokker vi dine trætte øjne ud af denne verden:
Pust som skyggers træk gennem gamle stuer i landet uden årstider.

-

Det sødmefulde nøgne hjerte, hærdet af svig sank det tungt i sorte vande.
Kommer jeg tilbage og hvis; den anden har været i dit hus; også lyset svinder nu. 
Jeg lukkede dig ind, jeg serverede dig det bedste fra mit præcise køkken, du var tryg. 

-

Én strygende bevægelse over min håndryg kunne være nok.
Det vigtigste er det vigtigste når det med sikkerhed er væk.  
Men sandheden elsker dig, sandheden elsker dig.







- - - 

Kølnervand

- - - 







Jeg er den knyttede næve, jeg er flokken af truende hætteklædte på en natlig banegård, jeg er din far, din frygts og din trygheds tveæggede tempelridder, som snart kommer hjem og parkerer sin firhjulede panserhest i garagen. Jeg er manden bag busken, med munden fuld af løfter om eventyr og hånden fuld af slik; jeg er den kønne yndling på diskoteket som har drukket tæt hele natten, han, der med vilde øjne og savl i mundvigene har tabt sin spæde fernis af civilisation og manerer, og som nu presser sig hårdt op imod dig, i et mørkt hjørne af din baggård. Jeg er din magts og din afmagts primat, en ængstelig abe, et dyr, min egen fortabte Skygge, jeg er ikke andet end min vilje til videreførelsen af mig, på andres bekostning; jeg er naturen selv, en urkraft, Pan, i vildt og gungrende ridt gennem din sorte skov, og når du hører mine hoves slag mod jorden, gribes du af lige dele liderlighed og rædsel. Jeg er din skam over så fortvivlet at elske mig, jeg er din skræk for mødet med dig selv; uden dig er jeg intet, og uden mig er du intet; uden hinanden, havde ingen af os været her.

Jeg er ham der lå i din mave, og som du stadig skammer dig over at hade, at ønske død. Jeg er gaven du fik, fordi du ville have den, fordi noget i dig ikke kunne modstå din trang til forøgelse og din lyst til at mærke min faders kraft. Jeg er din nedarvede skyld, din videregivne ufrihed, den, som skal bære dit nederlags kors. Jeg er hjælpeløs, en skrøbelig skabning i dine arme, som du fantaserer om at drukne i det lille plastbadekar, bedst som jeg smiler til dig, og mine øjne stråler af glæde i mødet med dine. Jeg er din begyndelse og dit endeligt, resultatet du selv har skabt, jeg er hvad der fortæller dig, at du skal dø, og det muligt, som de fleste, uden at have set det du ville, uden at have hørt din melodi.







- - - 

I de dødes by

- - - 







Det uberørtes skælven, nattens hylende sirener, hurtige billeder af andres slutning. Noget bryder igennem, noget vil på samme tid både ind og ud, noget vil være virkeligt; det er døden selv. Den vil ikke finde sig i ikke at findes, den vil være her, levende iblandt os, den vil ikke beskæres og undervurderes, den vil ikke være et forudsigeligt endepunkt, et punktum i en tekst, som er ens for alle. Som os, vil døden være noget særligt, eller ingenting. Den synes fraværet af frygt for den er uden dybde, at dagene uden den, er som alle dage, at nætterne uden den er som alle nætter, men nu er den tilbage i byerne, den bevæger sig gennem gaderne i lyset fra lygternes gule og hvide kegler, for den har sluppet sine budbringere løs fra forstædernes døgnåbne fængsler. 

Vi kedede os, vi indrømmede det, uden virkelig at mærke det, eller sige det højt, for det er en skam at kede sig i de fries lande. Den sikre boks’ vægge blev så dumme under vores blanke blikke; uden at tænke over det, tændte vi flade stjerner i vores hænder; i deres blålige bølgen kom døden ind; den fandt sin vej ind i os gennem fingrenes åbne kanaler. Den ser sig spejlet og tegnet fri i vores øjne, til den bliver til os, til den får vores navne, alle vores navne. Nu keder vi os ikke mere. 







- - - 

Den store tid, den lille tid.

- - - 




























- - - 

Lørdag aften, lørdag nat; Vidar, Fønix, Ikarus; Brændende Fjer.

- - - 







"All my work, my life, everything I do is about survival, not just bare, awful, plodding survival, but survival with grace and faith. While one may encounter many defeats, one must not be defeated."

 - Maya Angelou 

".. but love's the only engine of survival .."

 - Leonard Cohen



Jeg er på mit sidste, jeg er på mit sidste sted. Der er næsten ikke mere tilbage i mig. Jeg har ikke brug for hjælp, der er ingen hjælp der kan hjælpe mig; jeg har brug for det der har bragt mig hertil, for at komme væk herfra, jeg har brug for ja, ikke nej, jeg har brug for til, ikke fra, jeg har brug for den slutning som kan stoppe den slutning jeg er; jeg er min slutning, jeg er uafvendelig, det er hvad jeg ved med sikkerhed; min smerte er hvad jeg er, min smerte er hele min verden, jeg kan ikke dæmme op for den, den er den røde flod, den er dæmningen, den er mine langsomme hænder der bygger dæmningen, den er fingrene der skriver. 

Smerten har brændt mig ned, jeg er asken af mig; der stiger ingen fugl af mig denne gang, alt i mig er brændt ned, min næste fugl er brændt, der stiger ingen fugl af asken, branden var for stor, branden er for stor, temperaturen er for høj, naturen er knækket, det gik galt, cyklussen er ødelagt, jeg ved det, det er hvad jeg ved: der er kun dette tilbage; af denne aske kommer der ingen ny mand, der er kun askemanden, ude af vinden for en stund; håbet om det sidste ja holder asken på ét sted; min sidste fugl før branden var min smukkeste fugl, jeg gav den til dig, min elskede; elsk den, min elskede, elsk den, lad den ikke flyve bort gennem et glemt og åbent vindue, for den er alt det bedste af mig, den er min sidste fugl, den er min bedste fugl. 

-

Jeg gik ud, jeg måtte bevæge mig, jeg talte med andre mennesker; jeg mødte en gammel bekendt, en kvinde, hun er der med en ny mand, de skinner, for de er nye for hinanden, de skinner næsten som os; han er en mand som jeg, vi minder for meget om hinanden til at kunne andet end at smile skælmsk efterhånden som det går op for os hvor ens vi er; hun er meget forelsket i ham, hun bliver forvirret fordi jeg er som ham; jeg nyder at se dem kysse, jeg stirrer, jeg er tæt på, jeg suger varmen fra deres forelskede kys ind i mig. 

Jeg mødte andre, jeg talte med dem, jeg gik med, jeg går med, jeg ved ikke hvad jeg skal, så jeg gik med; jeg tog et bad, jeg barberede mig, jeg tog det gode tøj på, jeg gik ud; jeg var der ikke selv, ikke helt; jeg gør, men jeg er der ikke helt, jeg gør og græder; hver gang jeg spiser græder jeg, den ny energi fodrer smerten, ikke andet, derfor prøver jeg at spise så lidt som muligt, drikke så lidt som muligt, jeg har ikke givet op, det er livet i mig der giver op på mig, det betyder ikke noget om jeg tænker en fremtid, det betyder ikke andet end at jeg tænker den, for jeg kan ligeså godt tænke noget andet, jeg kan tænke hvad som helst, det gør ingen forskel, alt er smerte, jeg gik ud.

Jeg gik ud, jeg snakkede med folk, jeg var der ikke, jeg fik mig frem så de kunne tale med mig, ved at bilde mig ind at du er min; når jeg gør det, når jeg fremelsker følelsen af at du er min, når jeg fylder min krop med dig lever jeg igen, der løber en blød elektricitet igennem mig, den begynder i min mave, den breder sig i mig, jeg taler med noget som er intakt, jeg taler med det meste intakt, jeg er spændende, jeg tænker mens jeg taler, jeg er levende igen, de kan se det, de kan høre det, de ser en mand som er intakt, de ser en mand der kan det hele, en mand der har det hele, en mand der indgyder dem et indtryk af at være tilstede i sit eget nu, en mand med en dyb og besnærende styrke, en mand med fokuseret passion, en mand andre mænd beundrer, en mand kvinder vil parre sig med; jeg er der, jeg er der igen, jeg er ham i et par timer, det lykkes mig i et par timer, det er berusende at være levende, jeg drikker øl, natten er tropisk, jeg går med dem, jeg går med de andre fra det første sted til et andet, jeg flyder over gaderne, jeg er der, jeg er der ikke.

Vi sidder ved et bord, jeg taler intenst med to unge kvinder, de taler om kærlighed, mange kvinder elsker at tale om kærlighed; jeg taler mest med kvinder, de fleste kvinder forstår hvad det vil sige at være forladt, at elske nogen, at være foruden, at mangle nogen; snakken med den ene falder på hendes studier, hun taler om identitet, den moderne socialkarakter, hun er intelligent, jeg fordrer hendes intelligens, hun er rund, hun er blød, hun har brune øjne, et tillidsfuldt ansigt; men jeg elsker kun dig, mit hjerte er knust, min illusion flammer op, brænder ud, den fortager sig, jeg forsøger desperat at rejse den igen, holde den gående, jeg kæmper for at holde den oppe, men forgæves; hun er så åben, så sårbar, hun har intet set endnu; jeg kan ikke styre det, jeg søger dig i hende, jeg kan ikke holde min kærlighed tilbage; med den kommer smerten igen for fuld styrke. 

Virkeligheden knuser de lette øjeblikke som en hammer mod det sukrede timeglas, mit ansigt falder sammen, jeg styrter inden i, hun ser det, hun studerer mig og trækker sin interesse tilbage, hun har instinkt for beskyttelse af sig selv, hun ser mit ansigts sande nu, hun ser ind i fortabelsen selv, hun ser en krusning, hun ser spejlet, hun ser direkte ind i rædslens dyb, hun ser den evige nat, hun ser natten uden ende, hun ser mig, hun forsøger at trække sig væk fra ødelæggelsen før den kan smitte hende, men hun ser at jeg er den der er døden i nat, hun mærker de første dråber af regnen, hun aner de rådne rosers have, den knækkede nats dufte strejfer hende, hun ser min brod der sort og skinnende hænger bag min nakke, hun ser slutningen på det hun drømmer om, hun er så ung, hun ved endnu intet om hvad der er i vente. 

Jeg er ikke fortabt, jeg er fortabelsen selv, jeg kan ikke hjælpe mig, jeg er på mit sidste sted; når hun ser mig sådan, ser hun det, hun ser mig på vej ud af livet, hun ser et glimt af dødens mulighed; ingen sunde mennesker vil have døden med til bords en langsom sommernat i juli, mens der grines og tales og leves fremtider ud; ingen vil have døden med ved det bord hvor drømmene om det gode liv på én gang skabes og udleves; ingen vil feste med døden på sådan en nat. Hun har nu en erfaring der på sigt kan ændre kontrastforholdet i hendes liv; jeg vælger at tænke positivt om hendes evne til at gøre mødet til noget som betyder noget godt for hende; jeg vil andre mennesker det bedste, det er min natur; jeg kan ikke hjælpe mig selv i det her, måske kan det jeg er hjælpe andre.  

-

Jeg tiltrækkes af den smukke unge mand, som tavst sidder ved siden af mig og ser så såret ud; jeg vil vide om hans smerte, min egen er ude nu, den fylder hele rummet, jeg ved for meget om den, jeg vil have en anden smerte end min; jeg forbander min evne, men jeg må have en anden smerte end min, jeg må suge en andens smerte helt ind i mig, jeg må læse de pinefulde sider i en andens fortælling, jeg må vandre nøgen i en andens sorte skov, jeg må drikke af en andens brakvand, jeg må flytte ind i en andens nedbrændte hus; jeg åbner mine receptorer, jeg tænder for min evne til at forhekse, forføre, hypnotisere, bryde ind uden vold, bryde ind uden at nogen forstår hvordan jeg gør det, jeg kan slå den til efter behov, jeg kan indtage et andet menneske hvis det lader sig lokke, hvis det er i kontakt med sine følelser, jeg hader at jeg kan det, jeg hader at jeg gør det lige nu, jeg bruger så sjældent min evne, jeg bruger den kun i nød, men jeg skal have en anden smerte end min, jeg giver efter for min vilje, jeg trækker smerten ud af ham, jeg binder hans øjne, fuld kontakt, jeg er inde, jeg blinker ikke, det blå lys er tændt i mine, jeg omslutter ham indefra, jeg finder hans kerne, jeg tager den blidt i min usynlige, varme hånd, jeg har ham, jeg ser det jeg allerede ved, jeg ser igennem ham. 

Jeg fortæller ham om hende der er blevet væk, jeg siger hun er væk, du er her, hun er det eneste du kan tænke på nu, hun er der som det første når du vågner om morgenen, hun er der som det sidste når du lægger dig i din ensomme seng, hun er alle de hvide huller i dine søvnløse nætter, du aner ikke dine levende råd, hun er væk, hun er langt væk, hun er ikke i denne by, du er her, hun er her ikke, du havde aldrig troet at noget som dette kunne ske for dig, hendes skønhed har taget dig, hun har dig nu, hun har dig hele tiden, hun har dig nat og dag, du føler dig forbandet, du føler dig så fortabt at du endnu ikke har udviklet et sprog der kan beskrive det, du er bange for det sprog der kan beskrive det, du kan ikke forstå det, du kan ikke gøre noget, du kan kun elske hende, det gik galt for dig, det gik galt for jer; det gik galt, hvordan.

Han kommer med detaljerne som jeg ikke kan fange; de boede sammen i Prag i to år, hun er otte år ældre end ham, han viser mig et billede, hans hvide finger kærtegner den lysende skærm, han viser mig flere, hun er drømmen om den Tjekkiske blondine, hendes kindben er perfekte, de er så smukke sammen de to, de er så meget smukkere sammen end hver for sig; hun flyttede med ham tilbage til byen der omgiver os, hun flyttede væk igen, hun forlod ham åben og elskende; for et øjeblik elsker jeg dem begge, det fortæller jeg ham, han ser forundret på mig, han forstår ikke hvorfor jeg forstår, men hans øjne er helt åbne, han ligner et barn, et forundret barn; jeg omfavner ham, jeg fortæller ham at han nok skal klare sig; fordi jeg inde i ham har set at han vil klare sig, fortæller jeg ham den sandhed han har brug for at høre, den sandhed der ikke kan være min; jeg lader ham græde hos mig, han er lettet, hans ansigt er levende nu, jeg lader ham græde i stedet for mig, jeg takker ham, han giver mig hånden, den er varm nu, han holder min hånd til jeg slipper; jeg rejser mig, jeg hilser de andre ved bordet godnat, jeg går. 







- - - 

Luftskib

- - - 








  i mine duftende haver
   under det gyldne pansers skin 
    vogtede jeg mine gaver 
     til mit hjertes mage kom ind 

       vejen frem så tør og så lang 
        før hun, min vandring en ørken 
         hun var kun i en drøm engang 
          til vi fandt ly under dørken 

            nu danser hun frit i græsset 
             hun køler min glødende sjæl 
              hun er nålen i kompasset 
               min sødeste Akilleshæl







- - - 

Landgang

- - - 







"..

Don't cry sister cry, it'll be alright in the morning
Don't cry sister cry, everything will be just fine
Don't cry sister cry, it'll be alright, I tell you no lie
Don't cry sister cry, don't do it, don't do it

When old man trouble knocks on your door
Don't give him no key, he just wants more
He'll turn your life to misery
Kick you down, just like me

Cry sister cry, it'll be alright any moment
Don't cry sister cry, everything will be just fine

If you woke downhearted and you feel so bad
Somebody wants something of nothing you had
Love don't come too easy, you see
A little bit of you and a little bit of me

Don't cry sister cry, it'll be alright, don't do it
Don't cry sister cry, everything will be just fine
Everything will be just fine
Everything will be just fine

Don't cry sister cry, don't do it, don't do it
Don't cry sister cry, don't do it, don't do it .."


- J. J. Cale / 'Don't cry sister'






Det er mørkt da jeg ankommer fra den lille tid, jeg ankommer sent, men ikke for sent; jeg banker på døren, du spørger forskrækket hvem det er, jeg svarer at det er en du kender, du lukker mig ind; du skænker os sidste års søde, tykke blod i de tynde glas; på under et døgn i den store tid smelter du én for én de hvinende smertens jernpile der stjal mit nøgne forår, de gennemhullede mit åbne, elskende kød; behøver jeg at vide andet for at vide hvad jeg skal vide om os, er det ikke værd at vide. 

Du er jægeren, jeg er samleren, jeg er jægeren, du er samleren; rollerne skifter først hastigt, lidt flakkende, sitrende, små lyn, så let febrilsk, så langsommere, roligt søgende, før de umærkeligt findes som hvad de må være, mens jeg lander i dit foranderlige, nu større land og du lander i mit; jeg indtager grådigt de levende dufte fra dig og sommerens vækster; jeg indtager dem som om mit liv afhang af det, mens jeg indtager dem ved jeg at mit liv afhænger af det.

Et gled, et lydløst skred under vandringen over bakkerne, et ophold, en pause; fra oven et billede på ryggen i rødt, bløde bevægelser i det ydre der bliver roligere mens de slår rødder i det indre, fødderne der finder ind i vores rytme før vi forstår det, kroppene der finder sammen før resten af os forstår at vi vil os, uanset hvad; vores hær af to som foretager et fredeligt fremstød for at komme derhen, for at komme hjem.

Mine varme hænder på dit hvide maveskind, et skift i øjnenes fokus, vi ser frit uden slør, vi ser frit så mange forunderlige ting når blot vi er sammen, vi må ikke glemme det; de skilte læber, de blinkende øjne, så kommer ordene, sagte men skarpt optegner de det skæbnens hus som er frihedens hus, nøglerne er stadig kun vores, dørene er stadig kun vores, vinduerne vi kigger ud ad er stadig kun vores; du siger at du kan elske igen. 


Vi har bygget huset som omgiver os; om vi er inde i det eller er gået for senere at vende tilbage til det betyder mindre; det hedder endnu 'Synet', vi har det kun her, vi er kun i det her; det finder sig til rette med kun at findes mens vi er sammen, med kun at kunne udbygges mens vi gør det sammen; kun mens vi er her, helt nær hinanden, oplyses alle dets stuer, kun mens vi er her, beroligede af den kærlighed vi ikke kan lade være med at give hinanden, kan vi mærke alle dets fine knaster og furer, mens vi stykke for stykke finder det vi skal, mens vi gør os levende igen med vores følsomme fingre.

Om det er den lille eller den store tid der giver vores blå øjne deres farve tilbage bag fremtidens genåbnede dør, er den snart landet, snart skrevet ind i et nyt kapitel af vores bog, snart hældt ligeligt i begge vægtskåle; indholdet smager af kobberet de er støbt af, det smager af alle tårerne, det smager af muligheden af et tab så stort at ingen af os kan rumme det; det smager af alle smilene, det smager af en lykke så stor at ingen os kan undvære den; i skålenes bunde ligger mulden der bærer de sorte som de røde blomsters forsinkede frø; nu flyder de næsten over med venernes vin.

Nødvendighedens bånd, som er lystens bånd; vi ser det igen, vi hører igen dets musik, vi er så lettede; mens vi ligger på tæppet under den åbne himmel lærer vi igen at falde op mod skyerne med hinanden i hænderne; 
med de jordbær du sirligt skærer ud med din lille kniv fører du mig tilbage til det eneste sted jeg virkelig kan leve; henunder aften spørger du mig endelig hvordan man gør, så jeg viser dig hvordan du kløver træet der holder ilden igang, uden at skade dig selv. 

Senere, mens vi sidder i morgenlyset, siger du, at du er ked af, at billederne du har taget derude er blevet for små; mens gløden i min mave ulmer, mens jeg mærker hvordan den heler mig og vokser sig hvid efter dig, mens den varmt breder sig, flyder ud i mine lemmer der kun vil dig, forstår jeg at du endnu ønsker dig hele skønheden fastholdt i stort format; idet er jeg født tilbage i den smukke verden som jeg kun kan vandre i med dig, men ikke alene nu, ikke mere alene. 
      







- - -



Tur

- - - 









Jeg stiger af bussen, jeg har aftalt stedet mellem stoppestederne med den lille, kvindelige chauffør som virker alt for spinkel til at kunne håndtere den store maskine; men hun er fra Thy, født og opvokset her; hun taler snart varmt, nærmest vemodigt, om alle de ting hun synes jeg skal se; jeg lader hende, selv om jeg har været her så mange gange før at jeg ikke kan tælle det; hendes dialekt er ægte Thybomål; jeg smiler af min fordom. Det første jeg ser, da jeg har spændt sækken på ryggen, snøret skoene og lynet jakken til, er navnet på den vej der ikke havde et navn på kortet; et ironisk stik glider over mit hjerte, for snart igen at erstattes af den store, dybe følelse af levende skæbne der fylder mine dage.  





Kilometer inde, de tager hinanden ad en smal landevej; landbrug, åbent landskab, forblæste læhegn og markskel, de små jorder og marker der kendetegner det østlige Thy; jeg synger, jeg synger højt og ufortrødent, jeg synger mig igang, det gør jeg når jeg sætter ud alene. Et ørnepar kredser over min sang, jeg holder inde med sangen, mens en prikken fylder mig indefra; min mave spændes og tårerne strømmer til mine øjne; jeg tænker at hvis det ikke kan være sådan, to frie og seende, fjerede væsner der cirkler den blå himmel i opdrift og leg, da må Alfaderen, hvis skikkelse er ørnens på en dag som denne, gerne tage mig; jeg fortæller ham at jeg har gjort det godt nok, jeg fortæller ham, at jeg har gjort mig fortjent til en plads i hans haller, jeg fortæller ham om min levende dåd, min livsdåd, og jeg ved at han lytter, for alle landets kirker er tomme, som løfterne de sorte præster afgav. Jeg fortsætter, jeg ankommer til løvets port, jeg træder ind i dens svalende halvskygger under de grønne buers changerende lys; nu begynder Thy. 





Timer inde, jeg er i det nu, jeg har nået kystlandet, jeg er gået ind i min natur; et ophold, jeg har været her så mange gange før; en enlig bunker i første klitrække; jeg har sovet i den når vejret var hårdt og regnfuldt, jeg har sovet i den når der lå en meter sne, men nu er det sommer, i dag er det virkelig sommer, og jeg smider sækken selv om det ikke er nødvendigt at holde pause, for jeg trænger til at se den indefra på et tidspunkt hvor den ikke er noget der bliver gået til i nød, jeg trænger til at sidde på dens marehalmklædte tag og lade vinden køle mig, mens jeg drikker vand og falder i fyldigere tanker end de himmelvendte, de lynsnare som kommer og går, skridt for skridt. 





Når jeg ser en udsigt som denne fra bunkerens tag, et panorama af forblæst, rå og stikkende skønhed der lejrer sig i fremtidens melankoli, en udsigt som jeg ved du ville have elsket henrykt at indfange essensen af med dit kameras forlængede hukommelse, mens du for et øjeblik er væk i en kropsløs, barnlig glæde, da er jeg hjemme i dit blik. Jeg lader mig falde helt ind i det, og per indgroet refleks, en vane som er blevet instinkt, tager jeg både et billede af mig selv og et af udsigten til dig; forgrund, mellemgrund, baggrund, vandet søges holdt i vater, balancen søges fundet i motivet; du sidder som en kildren i mine fingre og ser på indefra, mens jeg gør hvad jeg kan med hvad jeg har.





Fremme, et delmål; pladsen ved bugten som jeg før har lagt vejen forbi; en af de bedst beliggende herude; her er der nem adgang til stranden på et sted hvor kun ganske få mennesker kommer, uanset årstid. Foran hybenhækken, der lige nu står som en sødmefuld, blomstrende dæmning mod havets saltere, skarpere og tungere længsels-sug, sætter jeg mig på det sted hvor duftene skyller ind over hinanden, hvor de blander sig med hinanden, hvor de langsomt bølger frem og tilbage i samme rytme som de bølger der ses; verdens navle er alle steder nu. Jeg kysser dit billede på den lille skærm, lukker kort mine øjne og sender mit højeste ønske med tankens bud; på et sted som dette er det ikke svært at tro.





Ved synet af det velkendte shelter bag fyrretræerne dukker et væld af hele, gamle følelsestilstande op i revy; her har jeg været alene med min længsel efter mødet, i så mange halvvågne, flygtige nætter, her har jeg ligget så mange gange, indhyllet i forskellige grader af den uro jeg aldrig har kunnet stilne før jeg fandt dens forløsning i dig; en tysk cykelturist ruller ind på pladsen; et déjà vu; han er som den sidste tyske cykelturist jeg snakkede med på samme sted for to år siden høflig, lettere forvirret angående de forskellige pladsers placering i forhold til den rute han følger mod nord; som sidst viser jeg hvor de gemmer sig, plotter dem ind på hans kort, før vi ryger en cigaret, tager afsked og ønsker hinanden en fortsat god tur. 





Båndet, her, en vejrbidt tørresnor mellem to store fyrretræer, det strækkes ikke længere unødigt; nogen har hinanden, nogen har ikke hinanden, nogen er næsten altid i tvivl om hvad det vil sige at have hinanden; jeg er ikke i tvivl, for jeg ser det, jeg er nogens; jeg smiler; det tykkeste af træerne er ligesom let tilbagelænet på slæb efter det tyndere, mere elegante træ, der synes at være på vej i retning af lyset og havet; det er som om det griner og siger, 'kom nu, vi skal i vandet, kom nu, vi skal bade, kom nu med mig, kom nu og elsk mig, dit fjols, sommeren er så kort!'.



 


Jeg pakker ud, jeg har bestemt mig for at blive, selv om midsommerdagen er lang og endnu har mange kilometer i sig; en stjålen, gammel glæde, der nu er større; at lægge sig i skyggen sidst på eftermiddagen og lade den anstrengte, solhede krop falde til ro, at lade pulsen synke, sammen med tankerne finde hvile, men nu, ikke i flugten fra en tom og hårdere følelse af ikke at være fremme, ikke at kunne nå frem, ikke at kunne finde og være fundet; jeg hviler mit hoved på dine dufte som jeg har taget med mig herud, jeg dvæler i det bedste jeg ved, det udvider sig, jeg synker ind i din og landskabets pragt; I blander jer umærkeligt til I omslutter mig, til vi er ét

- - - 





"Sig ja til kærligheden. Den er sjælden, 
mens lykken er almindelig og bleg. 
Sig ja endog til andres kærlighed, 
for intet kan man angre som et nej.   





Og er der intet ekko i dit hjerte, 
så agt den elskende alligevel. 
Han ændres gennem noget, der er dig. 
Dit nej slår noget dyrebart ihjel. 





Og muligt får du aldrig lært at elske, 
men du kan lære dig at sige ja.
Hvis du kan tænde lyset i hans øjne, 
så ved du lidt om kærlighed endda."

- Tove Ditlevsen / 'Sig Ja' (1961)

- - - 





Aften. Jeg har hvilet, jeg har været ved vandet igen; uden mål har jeg gået på mine bare fødder i det kølige sand, dyppet tæerne i brændingen, holdt din fjerne hånd i min; jeg har spist min lette mad; nødder, bær, vand, et æble; jeg har fundet min vægt på stedet; en lille single malt og en cigaret på en bænk;  mens luften køles trækker solnedgangen over bugten sorgfulde spor af forårets jernpile med sig; deres huller er endnu åbne i mit elskende kød; jeg står imod, jeg holder mig nu som før helt udækket, helt åben, jeg lader ikke tankens tempo stige, helingen må ske som den sker; jeg undertrykker ikke mørket der splitter, mørket der banker på med sin lille, hvide næve af desperation og æder af mit hjertes rene vilje; jeg kan kun være i det, i det hele på én gang; en kunst, en elskovskunst, en balanceakt; jeg ved ikke om jeg finder den, men jeg prøver; jeg prøver det bedste jeg kan, at lade den finde mig; jeg lægger mig nøgen i min rede af dun; herude vokser drømmen; jo større drøm, jo større smerte, jo større drøm, jo støre glæde; men jeg tager den, jeg er ikke bange, jeg lever stadig i den i fuld størrelse, for det er min natur; jeg tænder tre lys, jeg snuser til engblomsterne, de tørre, fine spor; jeg skriver min dag med rolig hånd under det flakkende lys; en tåre, et suk, jeg lukker øjnene og ved hvad jeg skal vide for at sove; endnu vågen drømmer jeg om ørne og firben.      





Morgen. Blussets hvæsen, kaffe på lejet, nattens drømme der glider ind i dagen og gribes af lysets fingre; en mærkværdig, omvendt nat; den var fuld af klare tanker fremfor billeder, fuld af ord, fremfor syner; jeg undrer mig over jævndøgnets symbolske magt; dagen før var fuld af vågen drøm, natten var fuld af sovende tanker; jeg drikker min anden kop mens jeg mindes sidste års Sankt Hans, den voldsomme hede da bålet tændtes på den vindstille plads, branden i de solbrændte ansigter; du ejer alle mine morgener, jeg svulmer efter dig, mine vinger breder sig ud efter dig, min krop skælver og sukker, søger dig, guldstrømmen i blodet, energien, den største, inden i; jeg spænder mig klar til dig. Før jeg rejser mig og pakker mit vandrende hjem i en glidende, rutineret bevægelse, nedskriver jeg døgnets mysterium; det fylder fem sider. 





Vejen, landevejen, den lange, den lige; den bølgende hede over asfaltens horisont; min vrede der kommer, den kommer bagpå mig, den tager mig indefra, jeg kan ikke gøre andet end at gå med den, den vokser, den trækker tankerne med sig ind i en blodig konflikt; tilbage i grænselandet, tilbage i krigen mod alt det der er så forkert at intet i mig kan acceptere det; jeg vender det hele mod mig selv, bølger af had, bølger af fortvivlelse, bølger af at alt det der er forkert, bølger af forsmåethed, bølger af forråelse, fortræd; jeg kan ikke stoppe det, jeg vil ikke stoppe det, jeg spænder i hele kroppen, jeg sætter et højt og hasarderet tempo, jeg lader det hele ramme mig, det slår mig ned, det slår mig til blods, alt inden i mig er rødt raseri, jeg rejser mig, det slår mig ned igen, jeg rejser mig, jeg kriger videre, jeg brøler det ud, jeg går og går og går, men ikke imod det, jeg lader det hele ramme mig til jeg ikke kan mere, til jeg er nødt til at omsætte det til vold mod en fiktiv fjende, rette det udad, befri mig fra det; jeg gestalter mig hans ansigt, hans krop, hvordan kampen ser ud i detaljer; jeg går ind i den, helt ind i den, moment for moment med en koncentration få mænd virkelig kender; mit blodtryk er højt, min puls banker afsted, jeg brænder, jeg lader det ske; det letter, broden trækkes ud, jeg er udmattet, drænet, mit hjerte hopper, men jeg går videre, jeg er svimmel, men jeg går videre, bare videre; lidt senere, et ophold da jeg ser den hovedløse fladfisk en fugl må have tabt. Jeg græder, jeg går videre mod dig, jeg går i tidens og tårernes strøm mod dig; jeg græder mens jeg går, jeg græder og går til trykket er lettet, jeg græder og går til jeg elsker igen, jeg græder og går til jeg kun elsker igen.  

- - - 





"Der er to mænd i verden, der
bestandig krydser min vej, 
den ene er ham jeg elsker, 
den anden elsker mig. 





Den ene er i en natlig drøm,
der bor i mit mørke sind, 
den anden står ved mit hjertes dør, 
jeg lukker ham aldrig ind. 





Den ene gav mig et vårligt pust
af lykke der snart for hen, 
den anden gav mig sit hele liv
og fik aldrig en time igen.





Den ene bruser i blodets sang, 
hvor elskov er ren og fri, 
den anden er ét med den triste dag, 
som drømmene drukner i.




Hver kvinde står mellem disse to, 
forelsket, elsket og ren - 
een gang hvert hundrede år kan det ske
de smelter sammen til een." 

- Tove Ditlevsen / 'De evige tre' (1942)

- - - 





En fristelse ikke modstået; sidste nat på herberg i en frisk, hvid fremmed seng; jeg har taget et langt, varmt brusebad, jeg har skyllet vejene af mig, støvet, regnen, skorperne; min krop er fornyet, forynget, solmoden, senet, parat; den er let, stærk og smidig som jeg vil have den; en sult, min sult, den sult der behersker mig, den sult der er mig, rettes mod det almindelige, som er så eksotisk når jeg slipper det i få dage; jeg giver efter for en morgen komplet, en sirlig borddækning til én; juice, kaffe i kande, friskbagt brød, håndskåret pålæg, frugt i skiver; det søde værtspar har kun mig som gæst denne morgen, de gør alt hvad de kan for at varte mig op, sælge stedet til mig, men de aner snart at jeg er mand der ikke har noget imod at være alene, de fortrækker sig; jeg skriver den sidste dags tekst, jeg spiser langsomt, skriver langsomt, før afgang er jeg er endnu i min egen tid; en pause, et blik, havet udenfor vinduet skifter farve fra gråt til blåt; måske kommer solen alligevel frem til aftenens midsommerfest; jeg rejser mig, går rundt og kigger på de maritime efterladenskaber der fylder rummet med kystens sjæl; harpunen i vindueskarmen, den røde messinglanterne i hjørnet; en gysen, en sødme der fylder mig helt: på væggen et navneskilt fra et skib der bar dit navn.  







- - - 

Jeg vandt de grønne bakker II

- - - 










































- - - 

Jeg vandt de grønne bakker

- - - 






Jeg vandt de grønne bakker, jeg våger over dem med den indædte stolthed der satte mig fri fra den højestes krig, i hans hær var jeg pligtens general til jeg så dig; jeg betragter dig i lyset af den indædte stolthed der kun kan være min, min ildtunge drikker duggen i sporene af dine nøgne fødder; hver morgen er mit lysende fald fra søvnens højder, for i mit fravær er jeg himlens favorit; min udødelige lyst til dig er mine vingers susen ude af tid.

Min sande natur fortolkes endnu i fortiden; i Provence lærte de der så mig eftertidens elskende hvordan man får mig til at falde så langsomt at faldet i sig selv er ophøjelsen af dig; jeg sætter dig fri, hver dag sætter jeg dig endnu fri, jeg sætter dig altid fri fra det du trænger til at blive sat fri fra.

I dette, min evighed, i dette min fortsatte væren i din verden, i dette, din fortsatte væren i min verden; afstanden betyder intet når jeg falder på rette sted, tiden betyder intet når jeg falder for dine fødder; jeg falder for dig, jeg falder kun for dig.  


Under sydens blomstrende træ hvis placering kun vi kender, i de duftende haver på kærlighedens ø, der venter jeg for altid på dig, der er jeg for altid hel, der er jeg for altid smuk, der er jeg for altid levende, der er jeg for altid virkelig i dit varme kød; min krop søger dig i løfternes slipstrøm af sandhed; der findes jeg al den stund vi er her.

Mine hænder tegner dine porte op med sommerens lette vin; glasset er fyldt; mine hænder på din hud er alle rejsers mulighed; bevægelsen er livet selv; mine hænder på din hud er alle rejsers begyndelse, mine hænder på din hud er sommerens højeste mål, mit elskende blik der møder dit elskende blik er uden tid, uden afstand, uden afslutning; jeg vandt de grønne bakker. 








- - -    

De fjerne morgenklokker; kunstens sygdom, sygdommens kunst; grænselandet mellem den ægte død og den død der tror sig levende fordi den imiterer det levende. Noter.

- - -







"Der er i det store hele kun to slags moderne skandinaviske forfattere i det brede felt under de få geniales sejrsskammel; de postuleret moralske og de postuleret amoralske. De moderne moralske skriver mestendels den kedelige, skematiske, småborgerlige og frygtforherligende serie-og kriminallitteratur, mens de moderne amoralske mestendels skriver skingre, patologiske, introvert infantile og selvbiografiske 'dagbøger'; på toppen står stadig de få, der formår at udvide det universelle spillefelt, de der formår at gøre det menneskelige ansigt mere interessant end det var før de skrev, under stadig dynamisk udvidelse og inddragende, stadigt undrende erkendelse af den enorme skriftlige åndstradition hvis skabere de står på skuldrene af, om de vil være ved det eller ej; samtidens paradoksale lise for både læseren og udøveren, er dens litterære historieløshed, dens litterære dannelsesfritagelse; dens forestillinger og illusioner om 'frihed fra de andre' er dens forbandelse." 

- P.B. / Dagbog 17/5 2015


“To throw away an honest friend is, as it were, to throw your life away.”

- Sophocles


“Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde eller farve den andens verden får for ham selv er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning. Hvorfor der er en uudtalt, så at sige anonym fordring til os om at tage vare på det liv, som tilliden lægger i vor hånd. ” 

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også være så forfærdende meget, at det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej .... Ikke desto mindre har vi en mærkelig og ubevidst forestilling om, at den verden, hvori et menneske har sit liv, hører vi andre i egentlig forstand ikke med til. Den verden, der for den enkelte er hans livs indhold, har vi en besynderlig forestilling om, at den enkelte selv er, så vi andre er uden for den og kun fra tid til anden tangerer den. Består mødet mellem mennesker normalt derfor kun i, at deres verdener berører hinanden for derefter intakte at fortsætte deres løb, kan det hele ikke betyde så meget. I virkeligheden en besynderlig forestilling, hvis besynderlighed ikke bliver mindre af, at den er os så selvfølgelig. Det forholder sig nemlig ganske anderledes: 

Vi er hinandens verden og hinandens skæbne. At vi som regel ser bort derfra, er der grunde nok til."

- K. E. Løgstrup


"Enhver skyldig er sin egen bøddel." 

- Seneca



På det grønne kontor, tidlig morgen; kærlighedens mange spøgelser der danser i duggen som fanges af solen; de opløses i dens stærkere og stærkere stråler for at blive til kølig, forfriskende damp som indåndes under en let gysen, en sitrende forventning; dagen fortæller snart fingrene hvad den er ude på. 

-

Der findes ikke tilgivelse uden erkendelse, der findes ikke retfærdiggørelse uden indrømmelse og forståelse af det vi udsætter hinanden for, mens vi mener os frie til at gøre hvad der passer os i forholdet til hinanden, i blind jagt på den nydelse der kan formindske smerten ved at være gennemsyrede af konsekvenserne af flugten fra moralen, det ansvar vi i ethvert møde har for hinanden, uanset dets omfang og dybde. 

Der findes moral, der findes loven i os, der findes de regler der gør dig syg hvis du ikke overholder dem, der findes de regler der kan gøre dig rask hvis du overholder dem; at lade sig blive skrivekunstner, digter, forfatter, er i de fleste tilfælde, og naturligt for tiden der ikke ønsker at se moralen i sig selv, ikke andet end det futile forsøg på at udsætte den indre moralske virkelighed, dens tyngde, dens absolutter til et udefinerbart 'senere'. 

Der sættes en naiv og håbefuld parentes omkring livet med den indbildt stagnerede børneudvikling, der opfindes overgjort romantiserede skader, en overfladisk skin-psykologisering der retter det hele ansvar for ens selv og væren mod de andre, mod visse ydre omstændigheders indflydelse; det uafvendelige møde med den indre lov søges i fantasien udsat; værkerne bliver undskyldninger, udsættelser, bøder og bod, bønner om tilgivelse for ikke at magte at tage det fulde ansvar for egen eksistens, egne handlinger, og dermed kategorisk også for andre mennesker, i overensstemmelse med moralloven, lige meget hvad der er denne eksistens' grundvilkår. 

Forfatteren reproducerer, for det meste uden at lære noget af den amoral han ser og så, den amoral han voksede op i, i sit tidlige liv, han påtager sig den, han udlever den, han overidentificerer sig med den, han forener sig helt med den, han drukner i den, han synker i den, men nægter at være i moralen selv, han nægter at gøre det der er rigtigt, mens han endnu er så hjerteskærende ung, så stolt, så forfængelig; opfyldt af ungdommens illusion om det særligt individuelle eksempel, at være ham der fordi han kun har spejlet sig i det amoralske uden at se sig selv, kan gå uberørt igennem livet, være den der går forbi, den der ikke skal betale, den der ikke skal stå skoleret for noget eller nogen; i denne perverse tro og lyst føler han sig i den kæde af flygtige øjeblikke der udgør ungdommen stærk og fri: 'Se blot hvad de gjorde ved mig, nu må jeg alt!"; hans sorte sol skinner for en stund så stærkt.

Værkerne er utilsløret selvbiografiske, værkerne er uden anden dybde end den der ligger i spændingsfeltet der skabes i flugten fra det uafvendelige møde, konfrontationen med moralloven; værkernes værdi kan gradbøjes efter hvor dygtigt de forsøger at lægge afstand til deres egen underliggende tryglen om nåde fra den dommer der bor i os alle, hvor dygtigt de illustrerer dette kroniske misforhold til menneskelivet selv; undervejs til intetsteds gøres hvad som helst der kan udsætte mødet, hvad som helst der kan forlænge flugten fra den indre realitet, men der er ingen flugt fra den indre realitet, og den stærkeste af alle indre realiteter, moralloven.

Forfatteren er i sandhed, som Espedal rigtigt ser i et sjældent øjeblik af ren og tilsyneladende ædru erkendelse, ovenpå en affære der bringer ham i direkte konfrontation med hvad han selv er, hvad han har gjort sig til, hvad konsekvenserne af ham egentlig er, den hvide klovn, den gamle syge hund, et Dostojevskisk underjordisk menneske, et værdiløst menneske blandt menneskene; han ser at hans livslange søgen og leven i illusionen om det før-moralske er vanvid, falskhed, men lukker hurtigt ned for tankemønstret igen, før det for alvor kan aftvinge ham at efterleve den dom han aner, og dømmer derved sig selv til fortsat at leve i det håbløse, trygge mørke, det eneste sted han kender, føler sig hjemme, og han er forbandet, afstumpet, han ved det, han er begravet i sig selv, i sin endeløse selvmedlidenhed, i sin endeløse lidelse der er det eneste sikre han har tilbage; en livstidsfange uden håb; hvad der står tilbage af håbefuld værdi for ham, det eneste der er tilbage, er dokumentationen, den næste bog, advarslerne til de der læser, indhyldet i lokkende, besnærende og giftig poetisk skønhed. 

Forfatteren indretter sit skinliv derefter, han tegner dørene på væggene med rystende hænder, løber gennem dem i den stadigt mere umulige flugt fra moralen i ham selv, han aftvinger sine omgivelser det samme moralske vakuum som han selv desperat forsøger at opretholde med alle de midler der er til hans rådighed; han er på den måde altid i konflikt med moralloven i ham, idet han er dens forbandede slave, mens han barnligt håber sig fri, egenrådig, selvstændig, uanfægtet af hvad der gælder for alle. 

Han læser desperat resten af verden i overensstemmelse med det mørke han er; hvis resten af verden ikke makker ret, finder han ligesindede, han finder de der er ligeså anløbne som han selv, og lader sig, selvom han inderst inde ved bedre, bekræfte i, at verden ser sådan ud, at den er som det han forsøger at gøre den til; hans liv søges omdannet til en skrøbelig fiktion, hvis opretholdelse er helt afhængig af hans evne til at gemme sig; fra dette punkt, ikke hinsides godt og ondt, men med egen kniv for struben, spytter han sine bedste og mest hypnotiske natblomster ud på det hvide papir, de tigger om anerkendelse, de tigger om frelse, de tigger om tilgivelse; de er den endelige undskyldning til livet, bårebuketter der leder efter en kiste, en kirke at hvile i. 

Men han har det slet ikke godt, hans syge sjæl er ligeså anløben af den ondskab han producerer og reproducerer, som den akkumulerede sum af hans eksistens, dens konsekvenser, hans gerninger; ingen går fri, men forfatteren ligger i sin egen dybere og dybere sorte pøl af kaos, desperation og håbløshed; den er hans eneste tilflugtssted når moralen trænger sig på i hans møder med dens manifestationer, dens fordringer i omverdenen; han søger en ensomhed der ikke er andet end flugten fra den falske, mellemmenneskelige realitet han selv har skabt og inderst inde naturligvis ikke kan udholde; den tåler ikke dagens lys, den tåler ikke lyset, den tåler ikke det lys der forsøges undertrykt i flugten fra ham selv, dommerens lys, dommens lys der altid er tændt. Han kan ikke løbe fra sig selv, hans kræfter svinder dag for dag, han bliver ældre og ældre, og intet hjælper. 

Han slider så indædt i mørket for at slukke lyset, han kæmper så indædt, svag, febril, tynget og med rystende hænder mod det uafvendelige, han lyver, han lyver mere og mere desperat, han lyver så smukt, han lyver så meget mens han håber på at løgnen igen vil vokse, forøge sig, få overtaget, at den igen vil overbevise ham og få det der ikke går nogen forbi til at drukne i det frie ord. 

Han kalder det kreativt hvad som helst, alt der ikke er dets rette navn, han digter desperat alle de navne der ikke er lovens; han skriver udførligt at det er de andres skyld at han ikke ser, at han ikke lever retfærdigt, at han ikke kan leve retfærdigt, han skriver at det er omstændighederne i hans opvækst der hæver ham over loven, han skriver at det er et kald at være udenfor, men han tror ikke længere på det, lige meget hvilke krumspring og nydelige hop gennem ringe af ild han foretager sig i det cirkus han kun selv er eneste skaber af, eneste tilskuer til og eneste udøver i. 

Han tror ikke på sig selv, han kan ikke tro på sig selv, og derfor lider han, han bliver lidelsen selv; Ingen slipper fri; han kalder det døden, han kalder det sygdom, han kalder det kunst, han æstetiserer, han skalker, men det er ingen kunst at gennemskue at der ikke er tale om den kunst der forøger og tilføjer noget særligt til den menneskelige erkendelse, ikke kunst, men rettere patologi, at der er tale om pinagtige illustrationer af hvad der sker med et menneske der tror sig fri, hævet, anderledes end resten af menneskeheden; han er det brændte barns tragedie; en tragedie der forbliver tragedie, fordi han ikke turde slukke ilden med tillid, ikke turde overgive sit liv i andres hænder; ingen spejling finder for ham sted, ingen udvikling er ham mulig. 

Hans fortællinger er i den sidste analyse, ved den sidste erkendelses port, som han stærkere og stærkere aner lyset fra jo ældre han bliver, ikke andet end æstetisk blændværk, køn indbildning; det bliver tyndere og tyndere, han må udgive eller være forbandet, det skal gå hurtigt, han sidder ved tasterne hele tiden nu, han har travlt, for han ved næsten det hele, men kan ikke gøre andet nu end angstfyldt, rystende at fortsætte mod den død han aldrig vil komme overens med, som slave af den falske leveverden han skabte, og fortsat skaber. 

Kardinalpunktet kommer til forfatteren, forfatteren ender i kardinalpunktet, for ingen går fri; Ecce homo, han krammer en hest, det er ikke synd for ham, det er ikke synd for nogen; han ser dagens lys, han brænder i det helvede der findes alle steder hvor solens stråler rammer mørket i ham og taler til det lys i ham han ikke længere kan undertrykke; hans hud flækker, han kniber øjnene sammen, de smelter, det er for sent nu; han er et forskræmt spøgelse i sit eget liv, sin egen hjemsøgelse, han opløses, han er en ikke-entitet, ikke et menneske, men en menneske der aldrig blev menneske, et menneske der aldrig rejste sig som menneske, men faldt uden overhovedet at have forsøgt; han ved at han er kujon, han ved at han er mislykket, han ved han er sin egen tragedie, han aner endda i visse glimt fra det sene forfatterskab at han udelukkende er det for egen hånd, men ikke engang sandheden kan hjælpe ham nu, for det er for sent, intet lader sig gøre om; nu er der kun dommen tilbage, en økse der falder uden forklaring.

I den særskilte forstand at det uden selv at vide det er til sand skræk og advarsel, er den følsomme Espedals forfatterskab også at anse som god og nyttig litteratur, der er sekvenser af meget høj kvalitet i prosaen, der er momenter af uangribelig poetisk skønhed, men disse øjeblikke af overensstemmelse mellem form og indhold kan ikke formindske det faktum at det centrale i tekstens samlede korpus, der meget signifikant stort set er uden dialog, samtale, indlevelse i andre, består i den tvangsprægede, stakkede frist af nydelse ved at lade stå til, ved at lade alt gå i stykker omkring og i en selv, uden at gøre noget, mens man fingerer hjælpeløshed, 'psykologisk skæbne', udgyder altmodisch forfaldsæstetik, mens den subjektivt, esoterisk godsiger, hylder og retfærdiggør den meget udbredt moderne socialkarakters selvbestaltede, selvforstærkende tragedie; når skønheden her opfattes som skønhed, er det eftergivelsen til det tragiske i ikke hverken at evne eller ønske at blive voksen der hyldes og spejles; skæbnebegrebet genopfindes i de smukkeste gevandter i perverteret form og fylder for et skinlykkeligt øjeblik den narcissistiske læsers afgrundsdybe mytologisk-poetiske hul. 

Det er således stor samtidslitteratur vi har med at gøre, stor, fordi den såre præcist og nådesløst spejler samtidens problem med at beskæftige sig seriøst med moralens fordringer, stor, fordi den er den romantiske desertørs umulige, sorte skønsang med de ligeså umulige 150 års forsinkelse, stor, fordi dens momenter af ætsende skønhed i deres flugt fra moralen, deres neurotiske oprør mod livet selv, udgør portaler til kunstnerens universelle, psykiske og siden oldtiden observerede, beskrevne og dokumenterede borderline-habitus; det er stor samtidslitteratur, fordi den viser at der ikke er noget værk, når der ikke foretages undersøgelser af kollektivets utallige kejsere og deres interaktioner med hinanden; stor, fordi den viser at litteratur uden universelt menneskeligt sigte og perspektiv mestendels er patologisk journalføring i dagbogsform, hvor det til sidst udelukkende er forfatteren der står tilbage uden tøj på i midten af sin fiktions tryglende buket af skønhed og tigger om den forsvundne mors kærlighed, gennem appellen om anerkendelse og dom fra den store 'mor' som er offentligheden; Espedal er i den forstand tilhørende i de geniales kategori; hans plads på skamlen er vundet ad den tilsyneladende mest umulige vej, en vej ikke udenom, men gennem den blinde udlevelse af det futile i at bilde sig ind at man kan være moralløs; her gør han ved grundig og livslang skovsø-spejling samtidens menneskelige ansigt mere interessant end det var før han skrev; alle er nu noget helt særligt, alle er nu undtagelser fra reglen, alle er nu alene, fordømte og fortabte i kløerne på den illusion.







- - -