"..
Don't cry sister cry, it'll be alright in the morning
Don't cry sister cry, everything will be just fine
Don't cry sister cry, it'll be alright, I tell you no lie
Don't cry sister cry, don't do it, don't do it
When old man trouble knocks on your door
Don't give him no key, he just wants more
He'll turn your life to misery
Kick you down, just like me
Cry sister cry, it'll be alright any moment
Don't cry sister cry, everything will be just fine
If you woke downhearted and you feel so bad
Somebody wants something of nothing you had
Love don't come too easy, you see
A little bit of you and a little bit of me
Don't cry sister cry, it'll be alright, don't do it
Don't cry sister cry, everything will be just fine
Everything will be just fine
Everything will be just fine
Don't cry sister cry, don't do it, don't do it
Don't cry sister cry, don't do it, don't do it .."
- J. J. Cale / 'Don't cry sister'
- - -
Det er mørkt da jeg ankommer fra den lille tid, jeg ankommer sent, men ikke for sent; jeg banker på døren, du spørger forskrækket hvem det er, jeg svarer at det er en du kender, du lukker mig ind; du skænker os sidste års søde, tykke blod i de tynde glas; på under et døgn i den store tid smelter du én for én de hvinende smertens jernpile der stjal mit nøgne forår, de gennemhullede mit åbne, elskende kød; behøver jeg at vide andet for at vide hvad jeg skal vide om os, er det ikke værd at vide.
Du er jægeren, jeg er samleren, jeg er jægeren, du er samleren; rollerne skifter først hastigt, lidt flakkende, sitrende, små lyn, så let febrilsk, så langsommere, roligt søgende, før de umærkeligt findes som hvad de må være, mens jeg lander i dit foranderlige, nu større land og du lander i mit; jeg indtager grådigt de levende dufte fra dig og sommerens vækster; jeg indtager dem som om mit liv afhang af det, mens jeg indtager dem ved jeg at mit liv afhænger af det.
Et gled, et lydløst skred under vandringen over bakkerne, et ophold, en pause; fra oven et billede på ryggen i rødt, bløde bevægelser i det ydre der bliver roligere mens de slår rødder i det indre, fødderne der finder ind i vores rytme før vi forstår det, kroppene der finder sammen før resten af os forstår at vi vil os, uanset hvad; vores hær af to som foretager et fredeligt fremstød for at komme derhen, for at komme hjem.
Mine varme hænder på dit hvide maveskind, et skift i øjnenes fokus, vi ser frit uden slør, vi ser frit så mange forunderlige ting når blot vi er sammen, vi må ikke glemme det; de skilte læber, de blinkende øjne, så kommer ordene, sagte men skarpt optegner de det skæbnens hus som er frihedens hus, nøglerne er stadig kun vores, dørene er stadig kun vores, vinduerne vi kigger ud ad er stadig kun vores; du siger at du kan elske igen.
Vi har bygget huset som omgiver os; om vi er inde i det eller er gået for senere at vende tilbage til det betyder mindre; det hedder endnu 'Synet', vi har det kun her, vi er kun i det her; det finder sig til rette med kun at findes mens vi er sammen, med kun at kunne udbygges mens vi gør det sammen; kun mens vi er her, helt nær hinanden, oplyses alle dets stuer, kun mens vi er her, beroligede af den kærlighed vi ikke kan lade være med at give hinanden, kan vi mærke alle dets fine knaster og furer, mens vi stykke for stykke finder det vi skal, mens vi gør os levende igen med vores følsomme fingre.
Om det er den lille eller den store tid der giver vores blå øjne deres farve tilbage bag fremtidens genåbnede dør, er den snart landet, snart skrevet ind i et nyt kapitel af vores bog, snart hældt ligeligt i begge vægtskåle; indholdet smager af kobberet de er støbt af, det smager af alle tårerne, det smager af muligheden af et tab så stort at ingen af os kan rumme det; det smager af alle smilene, det smager af en lykke så stor at ingen os kan undvære den; i skålenes bunde ligger mulden der bærer de sorte som de røde blomsters forsinkede frø; nu flyder de næsten over med venernes vin.
Nødvendighedens bånd, som er lystens bånd; vi ser det igen, vi hører igen dets musik, vi er så lettede; mens vi ligger på tæppet under den åbne himmel lærer vi igen at falde op mod skyerne med hinanden i hænderne; med de jordbær du sirligt skærer ud med din lille kniv fører du mig tilbage til det eneste sted jeg virkelig kan leve; henunder aften spørger du mig endelig hvordan man gør, så jeg viser dig hvordan du kløver træet der holder ilden igang, uden at skade dig selv.
Senere, mens vi sidder i morgenlyset, siger du, at du er ked af, at billederne du har taget derude er blevet for små; mens gløden i min mave ulmer, mens jeg mærker hvordan den heler mig og vokser sig hvid efter dig, mens den varmt breder sig, flyder ud i mine lemmer der kun vil dig, forstår jeg at du endnu ønsker dig hele skønheden fastholdt i stort format; idet er jeg født tilbage i den smukke verden som jeg kun kan vandre i med dig, men ikke alene nu, ikke mere alene.
Du er jægeren, jeg er samleren, jeg er jægeren, du er samleren; rollerne skifter først hastigt, lidt flakkende, sitrende, små lyn, så let febrilsk, så langsommere, roligt søgende, før de umærkeligt findes som hvad de må være, mens jeg lander i dit foranderlige, nu større land og du lander i mit; jeg indtager grådigt de levende dufte fra dig og sommerens vækster; jeg indtager dem som om mit liv afhang af det, mens jeg indtager dem ved jeg at mit liv afhænger af det.
Et gled, et lydløst skred under vandringen over bakkerne, et ophold, en pause; fra oven et billede på ryggen i rødt, bløde bevægelser i det ydre der bliver roligere mens de slår rødder i det indre, fødderne der finder ind i vores rytme før vi forstår det, kroppene der finder sammen før resten af os forstår at vi vil os, uanset hvad; vores hær af to som foretager et fredeligt fremstød for at komme derhen, for at komme hjem.
Mine varme hænder på dit hvide maveskind, et skift i øjnenes fokus, vi ser frit uden slør, vi ser frit så mange forunderlige ting når blot vi er sammen, vi må ikke glemme det; de skilte læber, de blinkende øjne, så kommer ordene, sagte men skarpt optegner de det skæbnens hus som er frihedens hus, nøglerne er stadig kun vores, dørene er stadig kun vores, vinduerne vi kigger ud ad er stadig kun vores; du siger at du kan elske igen.
Vi har bygget huset som omgiver os; om vi er inde i det eller er gået for senere at vende tilbage til det betyder mindre; det hedder endnu 'Synet', vi har det kun her, vi er kun i det her; det finder sig til rette med kun at findes mens vi er sammen, med kun at kunne udbygges mens vi gør det sammen; kun mens vi er her, helt nær hinanden, oplyses alle dets stuer, kun mens vi er her, beroligede af den kærlighed vi ikke kan lade være med at give hinanden, kan vi mærke alle dets fine knaster og furer, mens vi stykke for stykke finder det vi skal, mens vi gør os levende igen med vores følsomme fingre.
Om det er den lille eller den store tid der giver vores blå øjne deres farve tilbage bag fremtidens genåbnede dør, er den snart landet, snart skrevet ind i et nyt kapitel af vores bog, snart hældt ligeligt i begge vægtskåle; indholdet smager af kobberet de er støbt af, det smager af alle tårerne, det smager af muligheden af et tab så stort at ingen af os kan rumme det; det smager af alle smilene, det smager af en lykke så stor at ingen os kan undvære den; i skålenes bunde ligger mulden der bærer de sorte som de røde blomsters forsinkede frø; nu flyder de næsten over med venernes vin.
Nødvendighedens bånd, som er lystens bånd; vi ser det igen, vi hører igen dets musik, vi er så lettede; mens vi ligger på tæppet under den åbne himmel lærer vi igen at falde op mod skyerne med hinanden i hænderne; med de jordbær du sirligt skærer ud med din lille kniv fører du mig tilbage til det eneste sted jeg virkelig kan leve; henunder aften spørger du mig endelig hvordan man gør, så jeg viser dig hvordan du kløver træet der holder ilden igang, uden at skade dig selv.
Senere, mens vi sidder i morgenlyset, siger du, at du er ked af, at billederne du har taget derude er blevet for små; mens gløden i min mave ulmer, mens jeg mærker hvordan den heler mig og vokser sig hvid efter dig, mens den varmt breder sig, flyder ud i mine lemmer der kun vil dig, forstår jeg at du endnu ønsker dig hele skønheden fastholdt i stort format; idet er jeg født tilbage i den smukke verden som jeg kun kan vandre i med dig, men ikke alene nu, ikke mere alene.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar